Der er meget fokus på at afseksualisere kvindekroppen for tiden.

Tidligere i år var den amerikanske fotograf Matt Blum i landet og tog nøgenbilleder af almindelige danske kvinder. Nu gør en dansk fotograf ham kunsten efter.

Men hvorfor glemmer vi mandekroppen?

Foto: Producer, Wikimedia Commons, 2010 / Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported

Slap nu af, mand

For nylig har fotograf Søren Rønholt har så udgivet en bog med nøgne og naturlige danske kvinder.

Smukke og usexede er de i al deres naturlighed, og det er efter min overbevisning tiltrængt, at nøgne kroppe ikke bliver kædet sammen med seksuel opstemthed. Vi har alle i den grad brug for at kunne slappe af med vores legeme, uanset hvordan vi er skabt, og hvordan livet har hærget os.

Mit problem er imidlertid, at der kun er fokus på at afseksualisere kvindekroppen. Der er i den grad brug for det samme med mandekroppen.

Vi er lige så forskellige som kvinder

I min fortid som single mødte jeg med flere kvinder, der helt klart havde en forestilling om, at mænd skulle være høje, muskuløse og med hår på brystet. Heldigvis mødte jeg også andre, der havde et andet syn på mænd, men der er et fremherskende billede af mænd i mange kvinders kønsbevidsthed.

Tænk en gang på, hvor mange eksemplarer, der er solgt af “50 Shades of Grey”, hvor vi har ham mandetypen fra før, som tager styringen og forfører Anastasia og de mange millioner kvindelige læsere.

Hallo, derude.

Vi er altså mænd i lige så mange forskellige støbninger som jer kvinder med hængebryster, strækmærker og vinkedeller. Vi kommer både med og uden ølmave, med og uden måne, med muskler eller med spaghetti hængende ud af ærmerne.

Problemer med den seksualiserede mandekrop

Problemet med mandekroppen som sexobjekt er også de mange falske pædofilianklager og foranstaltninger, hvor mandlige pædagoger ikke må skifte en ble uden en kvinde som kontrollant.

Og så er der selvfølgelig også denne sag, hvor en far går amok på en flok modne nøgenbadende mænd. Uha, at hans datter kom til at se, hvor naturlig 60-årige mænd ser ud, når de hopper i havet med deller og diller flagrende i alle retninger.

For slet ikke at tale om bortvisningen af en 8-årig, der viser sin lille orm til en pige i skolegården.

Nøgne kvinder i Frederiksberg Have

Voksne kvinder må altså godt fantasere om pumpede mænd med sixpacks, faste manboobs og buler på overarmene. Og voksne mænd må gerne tro, at enhver nøgen mand (eller 8-årig dreng) er ude på at forgribe sig på pigebørn.

Men på den modsatte banehalvdel må mænd ikke i stilhed rykke i sjoveren til forestillingen om kvinder med svulmende bryster, trimmet venusfrisure og lokkende bagdelsbevægelser.

Jeg er enig så langt i det sidste, at det skal være helt legitimt for en hvilken som helst kvinde at spankulere nøgen igennem Frederiksberg Have uden at møde tilnærmelser fra liderlige mænd med hånden i buksekanten.

Og det skal tillige være muligt for enhver ammende mor at give sin baby et måltid mad hvor som helst, uden det skal gøres til noget ulækkert eller seksuelt, at babyen suger på et blottet bryst.

Hvor bliver cafébogen med dillere og deller af?

Jeg gad bare også godt have, at det var muligt for mænd at bade nøgen på stranden uden at blive anklaget for blufærdighedskrænkelse, fordi en 9-årig pige går forbi med sin far i hånden.

Og det bør være lige så naturligt at lade sine unger passe i institutionen af mandlige ansatte, så de mænd, der har valgt at passe godt på vores børn, mens vi er på arbejde, ikke føler sig mistænkeliggjort, fordi de tørrede røv på lille Louise.

Så hvornår er der nogen, der laver en cafébog, en fotoudstilling eller et slideshow med almindelige nøgne mænd, så det ikke kun er kvinder, der får fred til at hoppe nøgen ud fra badebroen?

#freetheweenie

At dele er at leveShare on Facebook16Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit24