Provokatører får alt for meget taletid i medierne, og de synes jeg skal hade alt og alle. Det er efterhånden svært at få øje på, hvem der er tilbage at elske som sin næste.

Ifølge meningsindustrien af provokatører skal jeg ikke bryde mig om muslimer, arbejdsløse, homoseksuelle, mænd, kvinder, svenskere eller curlingforældre.

Hi haters O_o

De professionelle hadere

Hvis du gik rundt og troede, at haderne alene holder til i kommentarsporene på Facebook og Ekstra Bladets Nationen, så tro om igen.

I dag findes haderne blandt professionelle provokatører som politikere og debattører. De er blot mere sofistikerede hadere, og journalisterne elsker dem.

Hvis der er et par skarpe citater, klik og højrøstet debat i sigte, er ingen grænser for, hvad de professionelle hadere får lov til at pådutte os.

Her er nogle eksempler på mennesker, du bør hade:

Muslimer

Glædelig eid, siger Inger Støjberg (V) i en kronik i Berlingske og udpeger få sætninger senere muslimerne i Danmark som de store skurke på baggrund af nogle få rabiate imamer.

…alt for mange muslimer i Danmark praktiserer en middel­alderlig tolkning af Koranen…

…der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.

I Kristeligt Dagblad har forfatter og mag.art. i filosofi Birgit Bertung læst Koranen. Hun ved derfor med sikkerhed, hvorfor muslimske kvinder går med tørklæde. Muslimske mænd er sexfikserede.

Kravet om tildækning er utvetydigt et sexfikseret synspunkt, idet kvinderne så kun ses som et nødvendigt tilbehør til mændenes forplantning. De kan gå til dem hvornår og hvordan de vil.

Jeg er ikke i tvivl. Jeg skal ikke bryde mig om muslimer.

Arbejdsløse

Føj for nogle nassere, synes Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance om de arbejdsløse, og det skal vi også synes. De arbejdsløse er nemlig ikke et hak bedre end indbrudstyve og voldsmænd.

Det skal helst være sådan, at samfundet ser ned på folk, der er voldsmænd. Der skal også være en stigmatisering af indbrudstyve.

Og vi er berettiget som samfund til at opretholde en stigmatisering af en sådan person, som bare nasser i stedet for at yde selv.

Få jer et job, nassere!

Homoseksuelle

Kom ikke her med jeres homo-regnbuefamilier med børn, der hedder Gul Altan eller fru Sok. Det er unaturligt. Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti ved nok, hvordan børnene får de bedste forudsætninger i livet. UDRÅBSTEGN.

Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ!

Mænd

Sindssygt mange smukke og kloge kvinder kan ikke finde en mand, fordi singlemænd mellem 35 og 45 år er op ad bakke, mener klummeskribent Sofie Maria Brand ovre hos Alt for Damerne.

Den ene mand lider af Vesterbro-syndromet. Er der noget smartere og bedre om næste gadehjørne? En forvokset baby, der søger umiddelbar behovstilfredsstillelse og legekammerater.

Den anden mand kommer fra et mislykket projekt far, mor og børn. Bruddet var vildt hårdt og sønderrev hans forestilling om livet og kærligheden.

I ligestillingens navn, eller bare fordi kvinder har overhalet mænd i uddannelsesniveau, og der derfor mangler matchende mænd, ser vi flere og flere forhold, hvor kvinden uddannelsesmæssigt og intellektuelt er manden overlegen.

Indrømmet. Kvinder er bare bedre. Mænd er nogle omvandrende nuller.

Kvinder

Ole Birk Olesen er generelt løbet tør for næstekærlighed. Han anklager … kvinder. De er uærlige og uden moral og ære.

Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke.

Kvinder er bare for nederen.

Svenskere

Vi sender F16-fly til Mellemøsten for at bombe banditterne fra Islamisk Stat, men den virkelige trussel mod Danmark er Sverige. Flemming Jansen fra Den Korte Avis bedømmer trusselsniveauet i Danmark.

Der er ikke langt fra Malmø til København eller fra Sverige til Danmark i det hele taget. Så samtidig med, at vi sender F16 Fly til kamp mod IS, burde danske politikere måske også overveje truslen fra vores naboland, som bliver mere og mere påtrængende og alvorlig.

De svenskere skal stoppes, så vi ikke ser flere videoer med danskere, der bliver halshugget ude foran Spritbolaget. Klyngebomber over Malmø nu!

Curlingforældre

Han er medicinsk uddannet. Og han har aldrig været på Roskilde Festival. Det er derfor på et kvalificeret grundlag, at overlæge Henrik Day Poulsen dømmer omsorgssvigt, når forældre følger deres unger ud på dyrskuepladsen i Roskilde.

Hvad får disse forældre ud af at lege skytsengle? De får børn, som lever i en falsk, beskyttet verden, hvor troen på, at alt ondt skal fordrives og at man skal skånes for at det grimme i livet, stortrives.

Ud over curlingforældre når Henrik Day Poulsen også at hade på musikken på Roskilde Festival. UDRÅBSTEGN.

Jeg HADER Rolling Stones!

Jeg anklager … redaktører

Mit liv er blevet så tomt og bittert, efter de professionelle hadere har indtaget mediernes spalteplads. Og jeg anklager … redaktører og journalister. Det er jeres ansvar at sortere, hvad der udkommer i jeres medier.

Prøv at lade være med at falde for hurtige oneliners, fristelsen for forargelse og for debattører, der vil mene hvad som helst for at få opmærksomhed.

Jeg vil af med angsten og ikke gå og kigge mig over skulderen efter svenskere og curlingforældre.

Giv mig kærligheden, respekten og forståelsen for hinanden tilbage, inden jeg går til grunde af had.

At dele er at leveShare on Facebook19Tweet about this on TwitterShare on Google+2Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit0