Jeg har fulgt lidt med i nyhederne siden Venstres politiske ordfører Inger Støjberg skrev på Facebook om sin oplevelse i biffen, hvor pubertære drenge kastede med slik og pissede politikeren af.

Indtil videre har ingen rigtig turde trække det forbudte kort. Men jeg tør godt. Inger Støjbergs harmdirrende opdatering på Facebook var racistisk.

Helt konkret er der tale om denne opdatering:

Inger Støjberg har ellers slået fast, at hun ville have skrevet det samme, hvis drengene havde været svenskere eller drenge med træningsdragter fra Vejle Boldklub.

Men nu var det ikke svenskere eller fodbolddrenge. I følge Inger Støjberg var der tale om indvandrerdrenge.

I virkeligheden er drengene født og opvokset i Danmark. Så hvorfor omtaler den rapkæftede politiker så drengene som indvandrere?

Jeg kender ikke drengene fra Støjbergs øv-oplevelse, men jeg gætter på, at de er efterkommere af indvandrere fra de varme lande, når Støjberg udleder, at de må være indvandrerdrenge.

Hun har altså kun kigget på deres hud- og hårfarve.

Og hvad er det, man kalder det, når man dømmer andre mennesker på deres hudfarve? Korrekt. Racisme.

Sænk skuldrene

Jah, joh.

Inger Støjberg siger jo, at hun ikke generaliserer, og at hun ville have skrevet det samme, hvis det var fodbolddrenge fra Vejle.

Prøv at erstatte “indvandrerdrenge” med “fodbolddrenge”. Så er opdateringen på Facebook slet ikke racistisk mere, vel?

Hun bruger dog et særligt udtryk, som jeg ellers kun hører fra min fysioterapeut: Sænk skuldrene.

Det er en særlig talemåde, som Inger Støjberg har brugt i en anden kontroversiel opdatering på Facebook. Faktisk er det overskriften på opdateringen, hvor hun går direkte efter indvandrere, og i dette indlæg giver det ikke mening at erstatte “indvandrere” med “fodboldspillere”.

Sænk skuldrene-udtrykket har Støjberg – med andre ord – gjort berømt i forbindelse med kritik af folk fra de varme lande, der af mange forskellige årsager har valgt at bosætte sig i Danmark.

Værdipolitik eller fremmedfjensk?

Inger Støjberg tillægger selv sin biograf-opdatering som værende værdipolitisk, men det er noget, hun har misforstået.

Som lovgiver kan hun ikke gøre en fløjtende fis ved flyvende slik i biografen. Biografen har sine egne ordensregler, der sætter grænser, men det er biografen, der selv skal håndhæve sine regler, ikke politiet efter en lov vedtaget i folketinget.

Selve begrebet værdipolitik blev populært i nullerne, mens Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister. Det handlede om at definere danskhed eller i hvert fald at præge befolkningen med regeringens definition på danskhed.

Værdipolitikken i sit udtryk handlede ikke om at skære alle muslimer eller indvandrere over én kam, men snarere at indoktrinere os med en eller anden form for dansk kultur, så selv Mohammed ville ende med at guffe flæskesteg og frikadeller.

Et eksempel på den førte politik var en kulturkanon, som var en leksikalsk samling af dansk kunst.

Et andet eksempel var den danske litteraturkanon, der dikterede, hvad danske skolebørn skulle læse fra børnehaveklasse til studenterhue.

Selvom Inger Støjberg siger, at hun kommer med indlæg i den værdipolitiske debat, så definerer hun ikke nogen form for danskhed. Hun fortæller kun, hvordan man ikke skal opføre sig. Det er ikke værdipolitik, snarere et indlæg i debatten om god opdragelse.

Desuden går hun primært efter muslimer, indvandrere og flygtninge fra de varme lande.

Ekstra Bladet har talt Støjbergs seneste opdateringer, og syv ud af 10 handler om islamisme og problemer med udlændinge.

Hendes opdateringer bærer mere præg af fjendtlighed overfor fremmede, end de handler om danske værdier.

Racismekortet i al sin enkelthed

På bundlinjen giver det altså ikke mening, at erstatte “indvandrerdrenge” med “fodbolddrenge” i hendes kontroversielle opdatering på Facebook fra forleden.

Det giver heller ikke mening at kalde opdateringen for værdipolitisk. Og derfor trækker jeg kortet, som ingen har turde trække indtil videre.

Inger Støjbergs opdatering om hendes øv-oplevelse i biffen er racistisk.

At dele er at leveShare on Facebook26Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit0