Jeg skal snart til at fortælle andres historier, og det er kun rimeligt, at jeg også fortæller min. Bemærk, at det her er ikke teksten til en datingprofil, hvor jeg skal fremstå pænest muligt.

Det er i stedet en fortælling om mig og mine særheder på godt og ondt. Tør du at lære mig at kende, så læs med her.

Lad mig starte med de hårde facts

Jeg er 41 år, gift for anden gang, og jeg har tre børn og en bonus. Min ældste datter er fra første ægteskab. Hende har jeg en samværsordning med, som moren og jeg er blevet enige om i Statsforvaltningen. De to næste børn har jeg sammen med min nuværende kone.

Jeg er uddannet journalist og har arbejdet i en årrække på blandt andet Danmarks Radio og forlaget Bonnier, men i dag arbejder jeg som jobkonsulent i et Jobcenter. Du kan se mit cv på LinkedIn her.

Min familie betyder alt

Der er gang i den, når alle fire børn er samlet. Så er al fokus på børnene, og voksentid kan vi kigge længe efter. Heldigvis er kærligheden intakt, og da jeg tidligere i år fik udtrykt den på Facebook, væltede det ind med likes.

Min kone og jeg er i øvrigt lidt specielle sammen.

For snart to år siden friede hun til mig på sms, jeg sms’ede ja, og så ringede MetroXpress. Vi blev viet af en præst i Østre Anlæg i København med vores familie som publikum, der først fik anledningen at vide et kvarter før ritualet. Her kan du læse artiklen, som avisen skrev.

Den anden blog

Sammen har vi også nogle specielle feticher. Dem skriver vi åbenhjertigt om på en blog et andet sted på nettet. Jeg linker ikke til bloggen, da den bestemt ikke er Safe for Work, men googler du grundigt nok, finder du den.

Dér blogger vi om vores seksualitet og inderste følelser, fordi vi gerne vil inspirere andre til at være åbne over for hinanden i parforholdet og til at udleve deres fantasier.

Er du på arbejde, skal du nok ikke åbne bloggen, men jeg lover dig, at alting er noget, der foregår mellem to voksne mennesker, der er enige om tingene.

Jeg er generelt ikke blufærdig

Efter min mening er den nøgne krop helt naturlig, og jeg synes kvinder skal kunne slikke sol i fred på plænen i Kongens Have, såvel som gamle mænd med sindsro skal kunne hoppe i havet uden en trevl på kroppen. Det har jeg skrevet om her.

Jeg smider også gerne selv tøjet for en god sag. På den årlige depressionsdag i oktober i år kunne du se mig på Facebook kun iført orange sokker sammen med min historie om depression. Missede du den, så læs med her:

De to fælles børn

Sammen har min kone og jeg to fælles børn. Den største er to og blev født seks uger for tidligt.

Vi var igennem hele følelsesregistret flere gange, da vi stod dér med vores nyfødte lykke, mens han var pakket ind i ledninger, sonde og elektroder. Dén historie har jeg fortalt mange gange, og du kan også læse den her.

Den næste blev en lille pige, og hun kom til tiden. Hun er seks måneder i dag, men efter hendes fødsel stod vi i en forfærdelig knibe: De navne, vi havde fundet på i forvejen, duede bare ikke til dette lille væsen. Jeg skred derfor til en moderne og utraditionel metode. Jeg crowdsourcede hendes navn på Facebook:

Hun kom til at hedde Esther, som flere i kommentarsporet foreslog.

Hvad jeg laver i fritiden

Mine hobbyer tæller flere ting: Hver sommer passer og plejer jeg cirka 20 forskellige chiliplanter. Jeg læser japanske mangaer. Og jeg er politisk aktiv.

Indtil for fire år siden var jeg mangeårigt medlem af Radikale Venstre, og i dag er jeg medlem af Alternativet. Min politiske aktivisme kommer til udtryk her på bloggen og på min blogger-side på Facebook.

NFC / RFID implantatKropsmodifikationer

Jeg er både piercet og tatoveret, og for et par måneder siden fik jeg lagt en chip ind under huden på min hånd. Har du eksempelvis en Samsung-telefon, åbner en hjemmeside med mit visitkort, når du holder telefonen hen til min hånd.

Chippen er af samme type, som den i Rejsekortet, og tanken er, at jeg i fremtiden skifter låsen på hoveddøren og bruger chippen i min hånd som nøgle.

Hvorfor, spørger du nok, får jeg lagt en chip ind under huden, og svaret er: Fordi jeg kan.

Men det allervigtigste, du bør vide…

Selvom jeg er åben om mit eget liv, mine følelser og min seksualitet, så er jeg vant til at være diskret på andres vegne.

Som journalist beskytter jeg mine kilder – både i selve artiklen såvel som jeg ikke udstiller dem på et forkert grundlag.

Desuden er jeg vant til i mit arbejde som sagsbehandler at have tavshedspligt. Her på bloggen skriver jeg om jobsøgning og arbejdsløshed med erfaring fra mit daglige arbejde, men du finder ingen referater fra borgersager. Hvad der bliver fortalt i jobcenteret, bliver i jobcenteret.

Jeg står ved alle mine særheder

Vi har alle vores særheder. Jeg taler højt om mine, men det betyder ikke, at jeg også taler højt om dine.

Jeg er megagod til at holde på andres hemmeligheder og herredårlig til at holde på mine egne.

Vil du vide mere, så bare spørg. Jeg svarer på alle henvendelser ovre på Facebook.

At dele er at leveShare on Facebook21Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit0