Jeg tager dagligt S-toget, når jeg pendler til og fra arbejde. Og jeg har min cykel med, fordi jeg cykler et par stationer længere væk for at få noget motion.

Jeg cykler også noget af vejen, fordi der hver dag er nogle passagerer med tog og bus, der ødelægger det for andre og ødelægger mit humør.

Mand med cykel i S-togetI myldretiden er S-toget proppet med passagerer – også dem med cykler, og det kan være svært at klemme sig selv og cyklen ind i S-toget.

Særligt fordi der altid er passagerer uden cykel, der bruger fleksrummet i S-toget til at sidde ned, selvom området i toget er forbeholdt rejsende med køretøjer som cykler, barnevogne og kørestole.

Klapvogne bliver også ignoreret

Faktisk oplever jeg det samme, når jeg kommer med min dreng i klapvogn. Siddende passagerer i fleksrummet virker uforstyrret af, at jeg og andre kommer og ikke kan finde plads til klapvognene med vores børn i.

I bussen er det det samme, selv når der kommer en ældre mand eller kvinde med rollator ind ad midterdøren, er der kun få chancer for, at passagerer på flekspladsen rejser sig.

Og når snakken handler om busser, så ser jeg ofte i en propfyldt bus 5A, hvordan trætte københavnere forsøger at holde balancen i midtergangen, når bussen drejer ned ad Amagerbrogade, fordi nogle bruger siddepladsen ved vinduet til at stille deres tasker, mens de selv sætter sig på ydersædet.

Giv plads! Ego-generationen er ankommet

Det virker på mig, som om vi har opflasket en hel generation til kun at tænke på sig selv, når vi omgås andre mennesker. Flyt jer! Der skal være plads til mig mig mig.

Vi så det også tilbage i juni, da tv-værten Hans Pilgaard skældte ud på nogle unge piger, der hånede en hjemløs på Kongens Nytorv i København. Og da en flok vrede husmødre gik amok på Facebook over, at de ikke kunne købe en vase i Imerco.

Er vi virkelig blevet så optaget af os selv og materielle ligegyldigheder, at der ikke er plads til alle?

Eller lider danskerne af kollektivt lavt selvværd, så det er nødvendigt med et albuerum, der er stort, at andre mennesker kan rende og skide?

Vis lidt hensyn

Hvis vi i stedet viser hensyn til hinanden og giver plads til hverandre i bussen, i toget og i det hele taget, så kommer vi alle sammen frem i verden. Fra punkt A til punkt B. Fra folkeskole til toppost. Fra vugge til krukke.

Der er stadig ikke Kähler-vaser nok til alle, men vi kommer i bedre humør og behøver ikke skælde ud på Imerco, buschaufføren eller hende den langsomme i køen i supermarkedet.

At dele er at leveShare on Facebook16Tweet about this on TwitterShare on Google+3Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit0