I dag er det et år siden, min søn Gabriel meget pludseligt kom til verden – seks uger for tidligt.

Det var på én gang en lykkerus at ligge hud mod hud med et lille nyfødt barn, men det var også en tid med gråd, stress og magtesløshed.

Her får du historien fra dengang til nu.

Rasmus og AnnaMin kæreste Anna og jeg havde være ude lørdag aften og hygget os med hinanden, mens Annas bror passede den store dreng hjemme hos os. Vi er hjemme ved 23-tiden og går kort efter i seng med forestillingen om, at søndag gider vi ikke røre en finger.

Vi falder hurtigt i søvn.

Klokken 4.50 hører jeg mit navn.

Chris.

Det kalder Anna mig sjældent. Vi har kælenavne til hinanden som så mange andre kærestepar.

Chris.

Jeg vågner langsomt, og da jeg endelig slår øjnene op, står Anna nøgen ved siden af sengen, mens vandet fosser ud af hende.

“Jeg tror, vandet er gået,” siger hun med en antydning af panik i tonefaldet.

Al søvn er på et splitsekund væk fra både mit hoved og mine øjne. Adrenalinen pumper, og jeg er nødt til at gøre noget.

Først får jeg hentet et par håndklæder, så jeg kan tørre vandet væk fra gulvet, imens vi snakker om, hvad der er ved at ske.

Rystede ringer til fødeafdelingen, pakker en taske og ringer til Annas veninde, der kommer og ser efter den store dreng. Den store pige er hos sin mor, så hende skal vi ikke bekymre os om.

Vi når oven i købet at overveje, om vi skal tage en bus fra vores hjem på Amagerbrogade til Rigshospitalet eller en taxa.

Det bliver en taxa, og heldigvis for det. Ellers havde Anna født i bus 5A på vej derhen.

Jeg meddeler også Twitter-folket, hvad der er på færde så tidligt om morgenen:

På fødeafdelingen bliver vi mødt af en jordemoder, der får os gelejdet ind i et rum, hvor Anna kan ligge på en briks, mens en maskine tegner kurver over veerne på en rulle papir.

En børnelæge vil have en samtale med os, fordi vandet er gået for tidligt, men der kan gå et stykke tid, før hun kommer. Så vi venter.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for, at Anna har det mest komfortabelt. Det vil sige, at der er ingen ingenting, jeg kan gøre, for der er intet komfortabelt for en kvinde, der er minutter fra at føde.

Det går op for mig, da jeg kigger på kurverne på papiret. Der er tre minutter mellem veerne, og vi har kun været på hospitalet i 20 minutter.

Drengen vil ikke vente længere, og det vil jordemoderen heller ikke. Hun ringer til børnelægen og fortæller, at det ikke længere en samtale, men en fødsel hun skal møde op til.

Herefter går det stærkt – som om det ikke gjorde det i forvejen, og to timer og 16 minutter efter vandet gik, fødte Anna en lille dreng.


Så sker der dét, at børnelægen følger mig
med min lille nyfødte søn i armene over på en hospitalsstue, mens Anna bliver på fødegangen.

Drengen får en CPAP i næsen, som holder lufttrykket oppe i hans lunger, der ikke er foldet helt ud.

Han får også monteret elektroder på brystet og fødderne, der skal måle hjerterytme og ilt i blodet. Og en sonde bliver ført gennem næsen ned til maven, da hans sutterefleks ikke virker endnu.

Gabriel Lykkegren HansenFørst efter nogle dage slår det mig, at vi ikke ligger på barselsgangen, men på neonatal, som er en intensiv afdeling, hvor for tidligt fødte børn er indlagt.

Det går op for mig tirsdag, da min datter besøger os på hospitalsstuen og ser sin lillebror for allerførste gang.

“Hvis han får det rigtig slemt, dør han så?” spørger hun mig. Hun er knap syv år, men er dybt bekymret for sin nye lillebror.

Jeg får sagt, at han nok skal klare den, men inde i mit eget hoved er jeg i tvivl.

Ind i mellem stopper han med at trække vejret. Når det sker, begynder iltmåleren at bippe, og han bliver helt blå. Nogle gange får vi ham i gang med at trække vejret igen ved at ruske lidt i ham.

Et par gange lykkes det ikke.

Først kommer en sygeplejerske, og så kommer en læge. De giver ham en maske hen over ansigtet og får ham på den måde til at trække vejret igen.

Det er helt normalt for børn født i uge 34, fortæller personalet på afdelingen os. Det er bare ikke normalt for os.

Normalt er, at han ville være født til tiden, og vi havde været hjemme som nybagte forældre i vores egne rammer seks timer senere.

Sådan skulle det bare ikke gå.

Chris Alban Hansen og sønPå samme stue er en lille pige indlagt. Hun er født i uge 35.

Lige som os er hendes forældre ængstelige. De græder ind i mellem. Vi er fire magtesløse forældre overladt til skæbnen og Rigshospitalets kompetente medarbejdere.

Den lille pige har det sværere end vores lille dreng. Hun skal opereres.

Pigens forældre er helt ude af den, og det gør også ondt på os. Vi fire forældre har fået et meget empatisk forhold til hinanden, fordi vi går op ad hinanden dag efter dag med følelserne udenpå.

Vores egen ulykke optager os i sådan et omfang, at vi beder familie og venner om ikke at kontakte os, før vi selv vender tilbage til flokken.

Jeg kan ikke selv være på hospitalet hele tiden. Jeg tager hjem hver dag og sørger for den store dreng, der skal have aftensmad, puttes i seng og op i børnehave om morgenen.

For mig er det værste, at jeg ikke kan være ved siden af min nyfødte baby, hvis der skulle ske noget – som om jeg overhovedet kan gøre noget ved det.

Og ja, der er andre forældre, der står i en værre situation.

På afdelingen er der børn, der er født helt ned til uge 24. De er bittesmå, vejer næsten ingenting og ligger i kuvøse. Og nogle af de børn får knap nok lov til at smage på livet, før det er overstået.

Vi møder de andre forældre på gangen. Ind i mellem er de også opløst af gråd. Ingen er rigtig glade, selvom vi alle burde være det. Vi er jo lige blevet forældre til en hel stribe små guldklumper.

Et af lyspunkterne er Spruttegruppen.

Det er en organisation af frivillige, der hækler blæksprutter og afleverer dem anonymt til neonatalafdelinger på landets hospitaler. Sprutterne giver de små børn tryghed. Deres snoede tentakler simulerer en navlestreng, som ufødte børn griber om inde i livmoderen.

Vi får en sprutte med posten fra én som kender én… Vi kender ikke afsenderen, så vi sender i stedet en tak til de mange i Spruttegruppen, der hver dag er kreative med hæklenålen:


Dagene går, og heldigvis bliver vores dreng bedre
til at huske at trække vejret. Elektroderne kommer af, men sonden bliver i næsen.

Efter 12 dage kommer vi endelig hjem, men vi er stadig indlagt. Et par gange om ugen kommer en sygeplejerske og ser til Gabriel, som vi har valgt, han skal hedde. Han begynder at sutte, og 24 dage efter fødslen kan vi fjerne sonden.

Storesøster Fiona, Gabriel og storebror RasmusVi skal stadig tage en masse forbehold.

Når de to store kommer hjem fra børnehave og skole, skal de skifte tøj og vaske hænder. Gabriel må under ingen omstændigheder blive syg.

Vi har også fået et førstehjælpskursus med fokus på at redde en babys liv, hvis Gabriel skulle stoppe med at trække vejret eller få feber.

Der er også grænser for, hvor meget vi må tage Gabriel med ud. Han må ikke blive stresset af de mange lyde og lugte, der er blandt andre mennesker.

Nu er der gået et år. Gabriel er startet i vuggestue og kan i dag fejre sit første år.

Chris Alban Hansen og sønHan er en glad lille dreng fuld af livskraft, som vi særligt får at høre på høj volumen, når han bliver lagt i seng om aftenen. I det store hele er han som andre børn, selvom han reelt er seks uger bagud med udviklingen.

Vi bemærker det ikke, og kun sjældent tænker vi på den tid, der fulgte lige efter fødslen.

Ikke desto mindre kan jeg mærke en knugende fornemmelse i maven, hver gang jeg fortæller om det.

Selvom personalet på hospitalet igen og igen fortalte os, at alting var helt normalt efter omstændighederne, og at vi ikke skulle være urolige, så var uvisheden næsten dræbende.

Set i bakspejlet var det ikke så slemt, men hverken Anna eller jeg havde stået med en for tidligt født baby før.

Nu går et nyt år for Gabriel i gang, og alle skal more sig.

I dag bliver det stille og roligt, mens vores familie indtager vores hjem og en portion boller og lagkage på lørdag.

Gabriel forstår sikkert ingenting, men vi andre fejrer, at Gabriels første år er gået lettere end vi forestillede os i dagene efter, han var ankommet til verden.

Gabriel Lykkegren Hansen

At dele er at leveShare on Facebook0Tweet about this on TwitterShare on Google+0Share on LinkedIn0Pin on Pinterest0Share on Reddit0